Berlinmurens fald. Håbet fra 1989 skal leve videre

Af Jens-Kristian Lütken, formand for SILBA

I DISSE DAGE er det 20 år siden, at Berlinmuren faldt, og de kommunistiske regimer i Østeuropa brød sammen på stribe. Det var begyndelsen på en ny tid med muligheder for frihed og demokrati, som verden ikke havde set i mere end 40 år.

Afslutningen på den kolde krig medførte ikke mere stabilitet, snarere tværtimod. Jugoslavien og dele af det tidligere Sovjetunionen blev kastet ud i borgerkrig, og den sociale nedtur var enorm for de fleste mennesker bag det tidligere jerntæppe.
De enorme udfordringer til trods kastede EU sig ud i et enormt eksperiment. Fra et snævert økonomisk samarbejde mellem nogle af verdens rigeste lande udviklede EU sig både i bredden og dybden. Samtidig med store projekter som for eksempel den fælles mønt og forsvarssamarbejde åbnede unionen sig for de nye spæde demokratier i Østeuropa.

Missionen lykkedes, og i dag er EU-samarbejdet stærkere end nogensinde før, samtidig med at demokratiet har slået rødder i en række tidligere kommunistiske lande.

Imidlertid er processen desværre stoppet. EU er blevet navlebeskuende og har brugt de seneste otte år på at skændes om en ny traktat med skiftende navne. Set udefra, for eksempel fra Washington, virker det fuldstændig vanvittigt, at EU's politikere har formået at spilde så meget tid og så mange muligheder på at trække ratificeringen af først forfatningstraktaten og endelig Lissabon-traktaten i langdrag.

UDFORDRINGER ER DER ellers nok af, og de ligger jo lige uden for EU's næsetip. Rusland har de seneste 10 år udviklet sig mere og mere autoritært. De politiske partier er blevet udslettet og erstattet med en elite inden for Kremls tykke mure. Samtidig rasler Rusland med sablerne enten i form af Gazprom eller i bogstaveligste forstand, som det var tilfældet under Georgien-krigen sidste år.
Der er ganske enkelt brug for et stærkt EU, som kan tale Rusland imod, men som også kan tilbyde Rusland noget. I langt de fleste tilfælde har EU og Rusland fælles interesser, og et stærkt og demokratisk Rusland er klart til hele Europas fordel. Derfor skal partnerskabet mellem EU og Rusland styrkes, men det skal ske under forudsætning af, at menneskerettighederne overholdes i Rusland, og at de demokratiske institutioner og civilsamfundet styrkes.

EU kan gøre meget for at styrke sin egen rolle og modvirke, at 20-året for Berlinmurens fald ikke også bliver begyndelse på en ny deling af Europa. Vi bør i EU gøre det klart, at alle europæiske lande kan blive medlem af unionen, når de lever op til københavnerkriterierne om demokrati, menneskerettigheder, markedsøkonomi med videre.

Det er en vision, som kan skabe udvikling i Europa de næste mange år og sikre, at håbet om frihed og demokrati fra 1989 en dag vil blive virkeligt for alle europæere.