| SILBAs formand skeptisk overfor EUs tolerante forhold til Hvideruslands diktator |
|  |
SILBAs formand Anne E. Jensen, medlem af Europaparlamentet skriver idenne uge i sit nyhedsbrev:
Europaparlamentets Baltiske intergruppe havde i denne uge besøg af to oppositionsledere fra Hviderusland, der fortalte om den politiske situation
i Hviderusland efter at EU og præsident Lukasjenko er begyndt at være ”bedste venner”.
Vi havde besøg af Anatoly Lebedko og Alexandr Kozulin. Lebedko er leder af det forenede borgerparti, som hører til den liberale familie, mens Kozulin mere er over i den socialdemokratiske lejr. Han er kendt som den tidligere præsidentkandidat, der fik 5½ års fængsel for at have demonstreret mod valgresultatet i 2006, som han betragtede som manipuleret og falsk. Den påstand stod han jo bestemt ikke ene med, men blev bakket op af internationale organisationer, der enten slet ikke eller kun med yderste besvær kunne foretage nogen form for valgobservation. Han blev
løsladt i august 2008, som et led i de opblødninger, der sker med tilnærmelsen mellem EU og Hviderusland.
Alligevel var det klare budskab fra de to politikere, at skinnet bedrager. At selv om én avis har fået lov at skrive lidt kritisk om situationen i Hviderusland, så er der 30 som fortsat er lukkede. Selv om politiske fanger er løsladt så er der fortsat politiske fanger i fængslerne. Og der fares fortsat hårdt frem mod demonstrationer. Selv en
”Valentines”-kærlighedsdemonstration for nylig blev mødt med politi og tæsk.
EU’s høje repræsentant, Solanas, besøg i Hviderusland betragtede de som et sort kapitel i landets historie. Han kom alene for at besøge præsident Lukasjenko. Det er kun økonomiske interesser og ikke borgerrettigheder han interesserer sig for, mente de.
De to politikere meldte sig som tilhængere af et partnerskab. ”Men skal dialogen ikke føre til bedre forhold for den hviderussiske befolkning?” spurgte de, og bad om, at EU opretholder sanktionerne mod Hviderusland i 6 måneder og opstiller et klart program for, hvad Lukasjenko skal levere hvornår til gengæld for økonomisk støtte. Han har nemlig brug for den økonomiske støtte. De bad også til at Lukasjenko ikke blev inviteret med til mødet i Prag den 7. maj, hvor partnerskabsaftaler med østeuropæiske lande skal forhandles.
De to politikere, der begge har betalt en meget høj personlig pris for deres ønske om borgerlige frihedsrettigheder, gjorde et stort indtryk. Vi skal passe på, at vi ikke i vor berettigede iver for at mindske russernes imperiedrømme laver et unødigt knæfald for en diktator.